Antwort schreiben 
 
Themabewertung:
  • 0 Bewertungen - 0 im Durchschnitt
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Henrik Hertz (1797–1870)
06.03.2019, 18:26
Beitrag: #1
Henrik Hertz (1797–1870)
Laokoon


Jeg kjæmper som Laokoon med Slangen,
Med Synd og Tvivl, min Tankes Børn, ved Siden,
Mens Guden ubevæget seer paa Striden
Og har mig alt i Afmagts Lænker fangen.

Jeg veed, jeg holder ei min Fjende Stangen,
Thi Synd og Tvivl staae hos mig midt i Qviden
Og sige tause: „Vi er Børn af Tiden.
Du døer med os, som vi berørt af Slangen.”

Saa kom da, Død! — Men dig, min Smertes Taare!
Dig vil jeg, ved min Død med Gud forligt,
Ved Digtekunsten til mit Vidne kaare.

Og som Laokoon i Stenens Klage
Fortvivler end, saa lader jeg mit Digt,
Et Vidne om min bittre Strid, tilbage.
Alle Beiträge dieses Benutzers finden
Diese Nachricht in einer Antwort zitieren
06.03.2019, 18:27
Beitrag: #2
RE: Henrik Hertz (1797–1870)
Ved Drikkelaget
(Sonnet)
Af denne gyldne Viin et Glas jeg skjænker,
Og under Larmen taus til dig jeg taler.
En Skaal for dig, hvem ingen Pensel maler!
En Skaal, mens over Glasset Skummet stænker!

For dig, der styrer mig med Luners Lænker,
Skjøndt ingen fremmed Magt i mig befaler;
For dig, af hvem et Ord mig meest husvaler!
For dig, af hvem et Ord mig dybeft krænker!

Om Almen vinder smidig sig en Ranke,
Endskjøndt af haard Natur, og krandser Stammen
Med Blad og Frugt, der liflig er at skue.

Om dig — er end af haard Natur min Tanke —
Alt hvad jeg digter voxer smidig sammen,
Og krandser dig med Bladepragt og Drue.
Alle Beiträge dieses Benutzers finden
Diese Nachricht in einer Antwort zitieren
Antwort schreiben 


Gehe zu:


Kontakt | Edition Elf | Nach oben | Zum Inhalt | Archiv-Modus | RSS-Synchronisation